Jeg mærker hurtigt, hvordan min virkelighed bliver oversat til et projekt, der mangler retning. Til en midlertidig pause, der blot kræver det næste skridt, lidt mere vilje og optimisme. Som om strukturerne omkring mig ikke eksisterer.
Som om tiden derhjemme er et valg og ikke en naturlig konsekvens af et liv, hvor selv de mest basale beslutninger bliver til overvejelser om overlevelse.
Forslagene falder, lidt frisk luft, små mål..
“Du skal da bare..” Alt sammen velmenende råd, leveret med den skjulte antagelse, at jeg endnu ikke har tænkt tankerne selv.
Hvem tror de egentlig, der går hjem og græder alene?
Hvem trøster mig, når ingen andre er der?
Hvem motiverer mig til at fortsætte?
Hvem laver rutinerne?
Hvem finder løsninger og lærer sig de strukturer, der limer det hele sammen?
Hvem går i seng med håbet om, at morgendagen bliver lettere, blot for at stå op og gøre det hele igen?
Og skulle jeg undervejs falde tilbage i gamle vaner, tænde en cigaret eller søge efter et lille øjebliks lindring i en hverdag, der føles meningsløs, bliver det hurtigt endnu et tegn på manglende ansvarlighed.
Løsninger, der giver mening i en verden med et sikkerhedsnet, men som i min virkelighed reducerer kompleksiteten til et spørgsmål om initiativ. Jeg mærker irritationen vokse, fordi jeg endnu engang står over for nødvendigheden af at forklare et system, der ikke hjælper mennesker tilbage, men blot vurderer deres funktionsevne.
Et forløb, hvor man bevæger sig fra én langtrukken ordning til en anden, i et hav af regler, alt imens fremtiden opfattes som et sekundært ansvar uden reel støtte… hvor målet forbliver.. Hvornår jeg kan overlades til mig selv?
Forskellene mellem vores liv bliver tydelige i de små detaljer…I fortællingerne om økonomisk tryghed og forberedelse på kriser, hvor det står klart…
At privilegier sjældent genkendes som sådanne af dem, der besidder dem; de fremstår i stedet som naturlige resultater af personlig indsats, hvilket efterlader mennesker som mig i en position, hvor vores udfordringer tolkes som personlige mangler snarere end resultatet af strukturelle vilkår.
Disciplinen i et liv, hvor hvert valg bærer konsekvenser, undervurderes. Nogle mennesker har råd til deres fejl, mens andre bliver defineret af dem. Når man lever på kanten, er selv små valg genstand for dom, og rådene kommer fra dem, der aldrig har skullet vælge mellem nødvendighed og værdighed.
Alligevel forventes det, at jeg konkurrerer på ‘lige vilkår’ med mennesker, som aldrig har haft disse udfordringer, eller med dem, der har kæmpet sig igennem og nu hyldes som beviser på systemets succes, mens deres lidelser skjules bag en facade, der skal inspirere os andre til at gøre det samme.
I systemets paradoks betegnes man som sårbar, men denne anerkendelse fungerer primært som en administrativ kategori, og mens jeg navigerer gennem udredninger, ventetider og utilstrækkelige tilbud, opretholdes den offentlige fortælling om et samfund, der hjælper… Hvilket gør det muligt at placere ansvaret hos individet, når hjælpen ikke fører til den ønskede forandring. Naturligvis.
Relationen til andre bliver et spejl på dynamikken. En blanding af ægte omsorg og ubevidst distance…Hvor ønsket om at forstå eksisterer side om side med behovet for at fastholde troen på et retfærdigt system, og i dette spændingsfelt opstår vreden som en nødvendig insisteren på at få virkeligheden anerkendt. Man eksisterer et sted mellem udmattelse og vedholdenhed, knækket men ikke ophørt, fast besluttet på at skabe et realistisk liv inden for de rammer, der er tilgængelige, uden illusionen om et stort og endeligt mål.
Alt imens dagene strækker sig i en monotoni, der sjældent anerkendes som arbejde i sig selv.
Og så kommer den sætning, man altid skal sluge..
Den der pakkes ind som visdom og serveres som afslutningen på enhver kritik:
“Det er jo bedre end ingenting” Er det ikke det, man siger?
Skal fraværet af total elendighed føles som en gave.
Skal man stå med hatten i hånden og takke?
… for ikke at være født et værre sted.
Jeg er jo heldig, ikke?
Heldigt stillet om ikke andet.
Fordi jeg lever i et land, der elsker fortællingen om sig selv som foregangsland for velfærd.
Det er det, jeg lige skal minde mig selv om, hver gang systemet måler min værdi i arbejdsevne,
hver gang jeg bliver kaldt sårbar uden at blive løftet,
hver gang jeg lever på grænsen af økonomisk overlevelse og samtidig forventes at føle mig privilegeret.
Så ja, selvfølgelig er jeg taknemmelig.
Taknemmelig for at blive parkeret i et bureaukratisk venteværelse uden udsigt til forandring.
Taknemmelig for et system, der administrerer min udsathed.
Jeg er i den grad taknemmelig.
Taknemmelig fordi…
Heldigvis kan jeg være syg.
I kiosken hilser jeg med et nik. Køber en pakke cigaretter, selvom jeg havde lovet mig selv ikke at ryge mere. Det føles lidt, som en andens beslutning, at jeg skal holde op. Som om jeg snyder alle andre end mig selv. Jeg savner dengang, man kunne tro på noget. At der fandtes noget større, noget der trak én fremad. Nu føles det, som om jeg bare holder tiden ud. Går fra dag til dag, fordi jeg ikke kan finde på noget bedre at gøre.
Der mangler bare noget. Alt føles som hvis jeg stod midt i en scene og spillede en rolle, jeg aldrig fik manuskriptet til.
Jeg kan godt lide at tænke på alt det, der kunne have været. Ligesom når man går ind i en tom lejlighed og forestiller sig, hvordan man vil indrette den.
Nogle dage prøver jeg at gøre alting rigtigt. Står op i ordentlig tid, laver kaffe, rydder op. Men det føles som en leg, jeg leger med mig selv. Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan snyde.
Når folk spørger mig, hvad jeg gerne vil, svarer jeg forskelligt hver gang. Ikke i et bevidst forsøg på at lyve, spørgsmålet føles bare større end mit liv lige nu kan rumme.
Jeg tror ikke, man behøver at have svaret, måske er det bare vigtigt, at man bliver ved med at spørge?
Nogen gange bliver jeg grebet af en sær form for ømhed. F.eks. når jeg ser en mand med hænderne fulde af plastikposer, eller en kvinde der taler for højt i telefon. I et øjeblik forstår jeg pludselig, at vi alle sammen prøver. At det hele er lidt skrøbeligt og vigtigt på én gang.
Jeg kan godt lide tanken om, at jeg ikke er alene. At der er andre, der også sidder og ryger en cigaret i mørket og ikke ved, hvad de laver.
At vi deler en slags hemmelighed.
Måske er det alt, man kan håbe på.
Ikke at finde meningen.
Men at finde hinanden i meningsløsheden.
At være vidner til hinandens liv, uden at kræve forklaring.
Når jeg går hjem igen, er byen stadig stille. Mine skridt giver genlyd på fortovet. Jeg er her stadig.
Mine tekster er ufiltrerede øjebliksbilleder af følelser og situationer. De søger ikke at forklare hele historien eller afgøre, hvad der er rigtigt og forkert, men giver blot et ærligt indblik i sindet, præcis som det er i det øjeblik, ordene bliver skrevet.
Friheden til at skrive er afgørende, fordi den skaber et rum, hvor man kan udtrykke sig uden begrænsninger. Selv når vi skriver alene, kan det føles, som om der sidder en usynlig læser mellem linjerne. En forestillet dommer, der vurderer hvert ord, hver følelse og hver tanke, fordi vi har lært at betragte os selv gennem andres blikke. Den følelse kan gøre teksten forsigtig, når den i virkeligheden længes efter at være fri..
Hvordan finder man egentlig denne frihed i skriften? For mange begynder udfordringen netop dér, hvor ønsket om at udtrykke sig møder frygten for at blive bedømt. Vi er ofte så vant til at præstere, forklare og skabe mening, at vi glemmer, at ikke al skrivning behøver at have et formål ud over selve oplevelsen af at skrive.
Når teksten får lov at være uperfekt
Kreativ frihed handler ikke nødvendigvis om at skrive smukt eller skabe noget, andre vil læse. Tværtimod kan den opstå i de øjeblikke, hvor vi giver slip på forventningerne og tillader ordene at komme, som de er. Nogle tekster er kun til for den, der skriver dem. De fungerer som et frirum, hvor tanker kan få plads uden krav om forklaring eller konklusion.
Når vi accepterer, at vores tekster ikke behøver være perfekte, skaber vi plads til ærlighed. Og ofte er det netop i de ufærdige sætninger, at de største erkendelser gemmer sig. Her bliver skrivningen en måde at lytte til sig selv på og forstå det, der ellers kan være svært at sætte ord på.
Mere Introduktion
At finde stemmen i det skrevne
Historier Der gemmer sig mellem linjerne
Ved første øjekast virker svaret indlysende. Det er mig. Mine tanker, mine ord og mine erfaringer. Men jo mere jeg skriver, desto mindre sikker bliver jeg på, om det er så enkelt. For teksten rummer ofte mere end det, jeg bevidst har lagt i den. Den bærer spor af oplevelser, følelser og perspektiver, som først bliver tydelige, når jeg ser tilbage på dem.
Teksten bliver et møde mellem den person, vi tror vi er, og den person, der langsomt træder frem gennem ordene.
Når jeg skriver, opdager jeg ofte, at der er en forskel mellem det, jeg bevidst ønsker at sige, og det, der faktisk finder vej. Jeg kan starte med en tanke eller en følelse, som virker klar i mit hoved, men undervejs begynder teksten at bevæge sig i uventede retninger.
Det er i de øjeblikke, at skrivningen bliver mere end blot kommunikation. Den bliver en form for undersøgelse af den verden, der eksisterer indeni. Jeg ser mine vaner, mine mønstre og de fortællinger, jeg gentager for mig selv. Jeg ser også de steder, hvor jeg tøver. Hvor jeg omskriver en sætning for at gøre den mindre skarp. Hvor jeg tilføjer forklaringer, fordi det føles tryggere end at lade ordene stå alene.
Hvad er der tilbage, når vi holder op med at beskytte os selv i teksten? Der ikke nødvendigvis klarhed tilbage. Der er noget mere bart, noget mindre formuleret, men mere sandt i sin bevægelse, før det bliver poleret til noget, der skal forstås.
EfterMidnat
Mere Introduktion
Vejen til kreativ frihed gennem skriften
Historier der gemmer sig mellem linjerne
Meningen er ikke længere bundet til forklaringen. Den ligger i selve bevægelsen, i det at give noget plads, som ellers ville blive holdt tilbage.
Historierne bag en tekst er det, som gør den særlig. Det, der ikke bliver sagt direkte, men som alligevel har været med til at forme mennesket bagved teksten. Tekster mister deres dybde, når vi glemmer, at de også er processer, ikke bare produkter. For hver sætning, findes der noget forudgående, en tøven, en omvej, en rettelse, en tanke der blev afvist og en anden der fik lov at blive.
Mere Introduktion
Vejen til kreativ frihed gennem skriften
