Jeg mærker hurtigt, hvordan min virkelighed bliver oversat til et projekt, der mangler retning. Til en midlertidig pause, der blot kræver det næste skridt, lidt mere vilje og optimisme. Som om strukturerne omkring mig ikke eksisterer.

Skulle tiden derhjemme være et valg og ikke en naturlig konsekvens af et liv, hvor selv de mest basale beslutninger bliver til overvejelser om overlevelse.

Forslagene falder, lidt frisk luft, små mål..
“Du skal da bare..” Alt sammen velmenende råd, leveret med den skjulte antagelse, at jeg endnu ikke har tænkt tankerne selv.

Løsninger, der giver mening i en verden med et sikkerhedsnet, men som i min virkelighed reducerer kompleksiteten til et spørgsmål om initiativ. Jeg mærker irritationen vokse, fordi jeg endnu engang står over for nødvendigheden af at forklare et system, der ikke hjælper mennesker tilbage, men blot vurderer deres funktionsevne.

Hvem tror de egentlig, der går i seng med håbet om, at morgendagen bliver lettere, blot for at stå op og gøre det hele igen?

Og skulle jeg undervejs falde tilbage i gamle vaner, tænde en cigaret eller søge efter et lille øjebliks lindring i en hverdag, der føles meningsløs, bliver det hurtigt endnu et tegn på manglende ansvarlighed.

Et forløb, hvor man bevæger sig fra én langtrukken ordning til en anden, i et hav af regler, alt imens fremtiden opfattes som et sekundært ansvar uden reel støtte… hvor målet forbliver.. Hvornår jeg kan overlades til mig selv?

Forskellene mellem vores liv bliver tydelige i de små detaljer…I fortællingerne om økonomisk tryghed og forberedelse på kriser, hvor det står klart…

At privilegier sjældent genkendes som sådanne af dem, der besidder dem; de fremstår i stedet som naturlige resultater af personlig indsats, hvilket efterlader mennesker som mig i en position, hvor vores udfordringer tolkes som personlige mangler snarere end resultatet af strukturelle vilkår.

Disciplinen i et liv, hvor hvert valg bærer konsekvenser, undervurderes. Nogle mennesker har råd til deres fejl, mens andre bliver defineret af dem. Når man lever på kanten, er selv små valg genstand for dom, og rådene kommer fra dem, der aldrig har skullet vælge mellem nødvendighed og værdighed.

Alligevel forventes det, at jeg konkurrerer på ‘lige vilkår’ med mennesker, som aldrig har haft disse udfordringer, eller med dem, der har kæmpet sig igennem og nu hyldes som beviser på systemets succes, mens deres lidelser skjules bag en facade, der skal inspirere os andre til at gøre det samme.

I systemets paradoks betegnes man som sårbar, men denne anerkendelse fungerer primært som en administrativ kategori, og mens jeg navigerer gennem udredninger, ventetider og utilstrækkelige tilbud, opretholdes den offentlige fortælling om et samfund, der hjælper… Hvilket gør det muligt at placere ansvaret hos individet, når hjælpen ikke fører til den ønskede forandring. Naturligvis.

Relationen til andre bliver et spejl på dynamikken. En blanding af ægte omsorg og ubevidst distance…Hvor ønsket om at forstå eksisterer side om side med behovet for at fastholde troen på et retfærdigt system, og i dette spændingsfelt opstår vreden som en nødvendig insisteren på at få virkeligheden anerkendt. Man eksisterer et sted mellem udmattelse og vedholdenhed, knækket men ikke ophørt, fast besluttet på at skabe et realistisk liv inden for de rammer, der er tilgængelige, uden illusionen om et stort og endeligt mål.

Alt imens dagene strækker sig i en monotoni, der sjældent anerkendes som arbejde i sig selv.

Og så kommer den sætning, man altid skal sluge..
Den der pakkes ind som visdom og serveres som afslutningen på enhver kritik:
“Det er jo bedre end ingenting” Er det ikke det, man siger?

Skal fraværet af total elendighed føles som en gave.

Skal man stå med hatten i hånden og takke?
… for ikke at være født et værre sted.

Jeg er jo heldig, ikke?
Heldigt stillet om ikke andet.

Fordi jeg lever i et land, der elsker fortællingen om sig selv som foregangsland for velfærd.

Det er det, jeg lige skal minde mig selv om, hver gang systemet måler min værdi i arbejdsevne, 

hver gang jeg bliver kaldt sårbar uden at blive løftet, 

hver gang jeg lever på grænsen af økonomisk overlevelse og samtidig forventes at føle mig privilegeret.

Så ja, selvfølgelig er jeg taknemmelig.

Taknemmelig for at blive parkeret i et bureaukratisk venteværelse uden udsigt til forandring.

Taknemmelig for et system, der administrerer min udsathed.

Jeg er i den grad taknemmelig.

Taknemmelig fordi…

Heldigvis kan jeg være syg.