Hvem er det egentlig, der taler gennem teksten?

Ved første øjekast virker svaret indlysende. Det er mig. Mine tanker, mine ord og mine erfaringer. Men jo mere jeg skriver, desto mindre sikker bliver jeg på, om det er så enkelt. For teksten rummer ofte mere end det, jeg bevidst har lagt i den. Den bærer spor af oplevelser, følelser og perspektiver, som først bliver tydelige, når jeg ser tilbage på dem.

Teksten bliver et møde mellem den person, vi tror vi er, og den person, der langsomt træder frem gennem ordene.

Når jeg skriver, opdager jeg ofte, at der er en forskel mellem det, jeg bevidst ønsker at sige, og det, der faktisk finder vej. Jeg kan starte med en tanke eller en følelse, som virker klar i mit hoved, men undervejs begynder teksten at bevæge sig i uventede retninger.

Det er i de øjeblikke, at skrivningen bliver mere end blot kommunikation. Den bliver en form for undersøgelse af den verden, der eksisterer indeni. Jeg ser mine vaner, mine mønstre og de fortællinger, jeg gentager for mig selv. Jeg ser også de steder, hvor jeg tøver. Hvor jeg omskriver en sætning for at gøre den mindre skarp. Hvor jeg tilføjer forklaringer, fordi det føles tryggere end at lade ordene stå alene.

Hvad er der tilbage, når vi holder op med at beskytte os selv i teksten? Der ikke nødvendigvis klarhed tilbage. Der er noget mere bart, noget mindre formuleret, men mere sandt i sin bevægelse, før det bliver poleret til noget, der skal forstås.

EfterMidnat