Der er noget helt særligt ved de timer, hvor ingen venter noget af én. Hvor man ikke engang behøver at være et navn eller have en funktion. Hvor man bare er. Jeg går ned ad trapperne og ud i mørket. Byen er stille, mens jeg passerer mennesker. Jeg er bare en del af natten.

I kiosken hilser jeg med et nik. Køber en pakke cigaretter, selvom jeg havde lovet mig selv ikke at ryge mere. Det føles lidt, som en andens beslutning, at jeg skal holde op. Som om jeg snyder alle andre end mig selv. Jeg savner dengang, man kunne tro på noget. At der fandtes noget større, noget der trak én fremad. Nu føles det, som om jeg bare holder tiden ud. Går fra dag til dag, fordi jeg ikke kan finde på noget bedre at gøre.

Der mangler bare noget. Alt føles som hvis jeg stod midt i en scene og spillede en rolle, jeg aldrig fik manuskriptet til.

Jeg kan godt lide at tænke på alt det, der kunne have været. Ligesom når man går ind i en tom lejlighed og forestiller sig, hvordan man vil indrette den. 


Nogle dage prøver jeg at gøre alting rigtigt. Står op i ordentlig tid, laver kaffe, rydder op. Men det føles som en leg, jeg leger med mig selv. Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan snyde.
Når folk spørger mig, hvad jeg gerne vil, svarer jeg forskelligt hver gang. Ikke i et bevidst forsøg på at lyve, spørgsmålet føles bare større end mit liv lige nu kan rumme.

Jeg tror ikke, man behøver at have svaret, måske er det bare vigtigt, at man bliver ved med at spørge?


Nogen gange bliver jeg grebet af en sær form for ømhed. F.eks. når jeg ser en mand med hænderne fulde af plastikposer, eller en kvinde der taler for højt i telefon. I et øjeblik forstår jeg pludselig, at vi alle sammen prøver. At det hele er lidt skrøbeligt og vigtigt på én gang.


Jeg kan godt lide tanken om, at jeg ikke er alene. At der er andre, der også sidder og ryger en cigaret i mørket og ikke ved, hvad de laver.

At vi deler en slags hemmelighed.
Måske er det alt, man kan håbe på. 
Ikke at finde meningen. 
Men at finde hinanden i meningsløsheden. 
At være vidner til hinandens liv, uden at kræve forklaring.


Når jeg går hjem igen, er byen stadig stille. Mine skridt giver genlyd på fortovet. Jeg er her stadig.